Men stoltheden og viljen ville ikke lade mig gøre det, så søndag kørte vi 4½ time nord på mod Scafell Pike. Det er en helt utrolig flot tur derop og området omkring bjerget var virkelig smukt. Bjerget selv var knap så smukt, da det mest bestod af store og små sten.
Turen op til toppen var helt vild hård..!! Det gik stejlt op og stene var bestemt ikke rare at gå på, især ikke når man skulle over små vandfald, hvor de var meget glatte. Ca. 150 meter fra toppen meldte jeg ud, at nu havde jeg altså nåede smertegrænsen. Det var ikke så meget knæet der bøvlede, men kondition kunne simpelthen ikke følge med. Men de andre sagde, at nu var det dummeste tidspunkt at stoppe, så jeg tog de sidste 150 meter, og det var jeg rigtig glad for at jeg gjorde. Ikke på grund af udsigten (vi var over skyerne, så vi kunne kun se tåge), men fordi jeg nu ved hvad knæet og kondien er i stand til at klare.
Med frokostpause og mange pustepauser til Sofie gik vi ca. 11 km på 4 timer og 40 minutter og så var der også dømt gummiben..!
Jeg skal ikke op på det bjerg igen i den nærmeste fremtid, men er helt klart blevet mere hooked på det der hiking.
(billede lånt fra Google)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar